Det Norske Akademis Ordbok

resonnør

resonnør 
substantiv
Informasjon
BØYNINGen; resonnøren, resonnører
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
resonnøren
ubestemt form flertall
resonnører
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[resånø:´r], [resonø:´r]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk raisonneur, til raisonner, jf. resonnere og suffikset -ør
BETYDNING OG BRUK
1 
person som resonnerer
EKSEMPEL
  • en god, dårlig resonnør
SITATER
  • er konsekventsen der ikke, saa vil den altid bagefter kunne opfindes af kulturhistorikerne, æsthetikere og raisonnører
     (Henrik Ibsen Samlede verker XV 319)
  • en norsk teatersjef, resonnør og komiker i det moderne rollefag
     (Joachim Holst-Jensen Holst-Jensen ruller opp 97 1946)
  • idealisert til type skal memoarbokforfatteren være en essayist, en resonnør, et godt hode, med dannet sans for store linjer
     (Georg Johannesen Litteraturens norske nullpunkt 45 2000)
2 
i skuespill
 person som er forfatterens talerør