Det Norske Akademis Ordbok

piner

piner 
substantiv
BØYNINGen; pineren, pinere
UTTALE[pi:`nər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av pine med suffikset -er
BETYDNING OG BRUK
sjelden
 person som piner, torturerer
; torturist
; bøddel
SITATER
  • sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder?
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 367 1873)
  • en sand hærskare af pinere mod menneskeslegten
     (Samtiden 1890/393 Ola Hansson)