Det Norske Akademis Ordbok

myndling

myndling 
substantiv
BØYNINGen; myndlingen, myndlinger
UTTALE[my`ndliŋ]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Mündling, avledet av gammelhøytysk munt '(retts)beskyttelse'; jf. myndig
BETYDNING OG BRUK
især jus
 person som står under vergemål
SITATER
  • min formynder, som vil kaste sin myndlings penge til en lykkeridder
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VI 152)
  • hans plejedatter og myndling
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 340)
  • formynder og myndling
     (Alexander L. Kielland Samlede digterverker (1934) IV 218)
  • en myndling han visste mindre om enn [han burde]
     (Johan Borgen Lillelord 257 1955)
  • de to myndlingene elsket formynderen
     (Sissel Lange-Nielsen Våren 167 1985)