Det Norske Akademis Ordbok

merkesmann

merkesmann 
substantiv
ETYMOLOGI
av norrønt merkismaðr
BETYDNING OG BRUK
om forhold i norrøn tid
 kriger som bærer kongens merke
; merkebærer
SITAT
  • kongens egen mærkesmand eller fahnbærer
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter IV,2 243)
1.1 
fornem embetsmann i den norske konges hird
SITATER
  • i stavnen var mærkesmanden Ulv røde, Kolbjørn Stallare og Thorstein Oxefod
     (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 326 1899)
  • merkesmannen rangerer etter stallaren i Hirdskråen, men hans stilling får økende betydning mot slutten av høymiddelalderen
     (Knut Helle Norge blir en stat 1130–1319 212 1974)
nå sjelden
 fører for en (åndelig) bevegelse, et parti e.l.
EKSEMPEL
  • han var en merkesmann i sin samtid
om eldre forhold
 person som merker, noterer (størrelse på) tømmerleveranse
 | jf. merking
SITAT
  • naar en bonde præsenterer en tømmer-seddel, d.v.s. et beviis for at han til en trælasthandlers mærkesmand har leveret et qvantum træelast, skal trælasthandleren strax contant betale beløbet
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 459)