mane - Det Norske Akademis ordbok

mane

verb

MODERAT BOKMÅLmanet / mante, manet / mant, maning

preteritum

manet / mante

perfektum partisipp

manet / mant

verbalsubstantiv

maning

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[ma:`nə]

ETYMOLOGI

av norrønt mana 'oppfordre, utfordre', fra middelnedertysk manen, beslektet med minne

BETYDNING OG BRUK

foreldet

kreve (for gjeld)

litterært

inntrengende søke å påvirke eller tilskynde, vekke til alvor, til handling e.l.

; påminne

; advare

EKSEMPEL

SITATER

varsler mante dig, og du agted dem ikke

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 431 1873)
tiden står i uvejrskofte, maner med en livsdåds krav

(Henrik Ibsen Brand (1885) 254)
eksemplet maner

(Gunnar Heiberg Samlede dramatiske verker IV 111)
et manende opråb

(Henrik Ibsen En folkefiende 122 1882)
har De ikke bevaret en eneste kjær, manende erindring fra den tid?

(Kristian Elster Samlede Skrifter I 145)
oldtidens manende rune

(Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 165)
manende alvor

(Knut Hamsun Markens Grøde II 129 1917)

øve makt over (ånder, overnaturlige vesener) ved besvergelser e.l.

; påkalle

; kalle (frem)

EKSEMPEL

SITATER

mane døde

(1 Sam 28,7; 2011: mane fram)
nu har jeg manet i sten og stok de koglende jettekvinder

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 61)
et oplyst vindu i vinternattens mulm … maner og drager og fortryller den ensomme, halvt forkomne vandringsmand

(Arne Garborg Trætte Mænd 240 1891)
[de] manet [djevelen] bort med korstegnet og Jesu navn

(Knut Hamsun Markens Grøde I 215 1917)
Sebuline drev og mante frem dauingene

(Regine Normann Nye eventyr 101 1926)
var det sønnenvind manet finnene til sig baade aarfugl og tiur

(Nationen 1930/226/5/1)
overført

en farlig tanke grep meg, og jeg kunne ikke mane den bort

(Harald Skjønsberg På parti med Stalin? LBK 1990)

UTTRYKK

mane fanden

få fanden til å vise seg

han maa … inte fare med filler og fanteri, den som skal mane fanden. Svarteboka maa han skjønne ligesaagodt som kakjisma og vel saa det

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Huldreeventyr og Folkesagn, 2. samling 107 1848)
at skræmme aander, maatte jo være det samme som at mane fanden, og derom har man … et lovbud i den norske kodex

(Morgenbladet 30.07.1850/3/2)
«Kan du hexe, Peer?» «Jeg kan mane fanden!»

(Henrik Ibsen Samlede verker VI 81)
jf.

[presten tok] til at mane og mane, saa det begyndte at brage og knage i fanden

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Huldreeventyr og Folkesagn, 2. samling 111 1848)

3.1

litterært

kalle frem som bilde i tanke eller erindring

SITATER

vemodige sange, hvis melodi maned frem hensvundne lykkelige tider

(Thomas Krag Ada Wilde 157 1896)
Norges bonde, som jeg op ham maned af bygdens arbejd eller sagas rader

(Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 178)
med ordet huske mener jeg at jeg ikke kunne mane ham frem, se ham for meg

(Linn Ullmann De urolige 69 2015)