Det Norske Akademis Ordbok

lulle

lulle 
verb
MODERAT BOKMÅLlullet, lullet, lulling
preteritum
lullet
perfektum partisipp
lullet
verbalsubstantiv
lulling
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[lu`l:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
lydord; jf. lalle
BETYDNING OG BRUK
nynne dempet og beroligende (særlig for å få (et barn) til å sove)
; bysse
SITATER
  • da den lille gråt endda, gav han sig til at hulle og lulle, mens han bar ham op og ned på gulvet
     (Sigrid Undset Husfrue 353 1921)
  • [jeg kunne] lulle dig i søvn
     (Thomas Krag Ada Wilde 230 1896)
  • [stormen] luller blomsten ind i vintrens blund
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 9)
  • jf.
     
    bølgene skvulper og luller litt
     (Herman Wildenvey Fiken av Tistler 94 1925)
UTTRYKK
lulle seg inn i
hengi seg til
; slå seg til ro med
; dysse seg inn i
  • han lullet sig ind i de besynderligste drømme og stemninger
     (Ove Arthur Ansteinsson Det røde vælde 256 1912)
  • vi har i årenes løp lullet oss inn i den sikre tro at enhver nordmann er født skiløper
     (Morgenbladet 1932/75/10/1)
  • med sindet bløtt lullet ind i sentimental selvmedlidenhet kunde nok ingen mand gaa ind i døden
     (Sigrid Undset Vaaren 312 1914)
  • de voksne tok verden for gitt. En gang for alle hadde de lullet seg inn i hverdagslivets tornerosesøvn
     (Jostein Gaarder Sofies verden LBK 1991)
  • det var vanskelig å lulle seg inn i hverdagsfølelsen
     (Unni Lindell Slangebæreren LBK 1996)