Det Norske Akademis Ordbok

ljuge

ljuge 
verb
BØYNINGljugde, ljugd, ljuging
UTTALE[ju:`gə]Uttale-veiledning
VARIANTERjuge (skjult lyge)
ETYMOLOGI
av norrønt ljúga; jf. tilsvarende dansk form lyve
BETYDNING OG BRUK
muntlig
 | se lyve
SITATER
  • jeg tror mest du juger jeg, Per!
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 302 1879)
  • kvindfolkene er saa fæle til at ljuge
     (Arne Garborg Mogning og manndom I 156 (1885))
  • er du galen, filletøs – står du og siger, at præsten juger!
     (Ragnhild Jølsen Samlede skrifter II 152)
  • nej gud hvor du juger
     (Knut Hamsuns brev II 267)
  • at det var samme karen ljaug sig ikke til
     (Carl Vestaberg Rev 12 1929)
  • det juges … aldri så meget som før et valg, under en krig og efter en jakt
     (Farmand 1969/35/12/2)
  • selvfølgelig er jeg sikker, sier August. Hvorfor skulle jeg ljuge?
     (Rolf Døcker En deilig søndag 87 1975)
  • [han] bare juger og juger for mora si
     (Tore Tveit Balladen om Lasse og Live 109 1978)
  • hvis du vil at ungen skal ljuge, så får du selv instruere henne
     (Gerd Brantenberg Favntak 280 1983)
  • hvorfor jugeru? spurte jeg
     (Erlend Aas Fingerens bok 87 1992)
  • det er lett å se når folk juger
     (Kyrre Andreassen For øvrig mener jeg at Karthago bør ødelegges 209 2016)