konning
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; konningen, konninger 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
konningen
ubestemt form flertall
konninger
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[kå`n:iŋ]
ETYMOLOGI
trolig dansk form konning, av gammeldansk koning, kuning, men også konung, kunung, tilsvarer norrønt konungr; se konge
BETYDNING OG BRUK
foreldet eller arkaiserende
| se konge
SITATER
-
Magnus bød Ralf med sin røde finger at vise konningens bane
-
himlens konning| om solen
-
konning Olav
-
du er vor konning, og troskab svoer dig dine mænd paa thinge