konning
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; konningen, konninger
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
konningen
ubestemt form flertall
konninger
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
trolig dansk form konning, av gammeldansk koning, kuning, men også konung, kunung, tilsvarer norrønt konungr; se konge
BETYDNING OG BRUK
foreldet eller arkaiserende
| se konge
SITATER
-
Magnus bød Ralf med sin røde finger at vise konningens bane
-
himlens konning| om solen
-
konning Olav
-
du er vor konning, og troskab svoer dig dine mænd paa thinge