Det Norske Akademis Ordbok

kommissær

kommissær 
substantiv
BØYNINGen; kommissæren, kommissærer
UTTALE[komisæ:´r]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk commissaire, av middelalderlatin commissarius; jf. kommisjon
BETYDNING OG BRUK
person med (offentlig) fullmakt, bemyndigelse, myndighet
; fullmektig
 | jf. forlikskommissær
EKSEMPEL
  • politisk kommissær
SITATER
  • de øvrige commissairer vare Wirsén, A.G. Mörner og Platen
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 186)
  • byfoged Jæger og jeg [ble] beskikkede til dømmende commissairer i en sag, som en myndling anlagde mod [sorenskriveren]
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 326)
  • som kommissær for universitetets medisinske institutt har jeg blant annet ansvaret for at det offentliges midler … blir forvaltet på den aller beste måte
     (Karsten Alnæs Sabina 259–260 1994)