Det Norske Akademis Ordbok

knaus

knaus 
substantiv
BØYNINGen; knausen, knauser
UTTALE[knæus]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt knauss
BETYDNING OG BRUK
1 
større berg som stikker opp i terrenget
; stor knatt
; bergkolle
 | jf. fjellknaus
SITATER
  • [jeg gikk] hen bag ladevæggen, hvor jeg fandt en knause, tør, græsklædt og solvarm
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 33 1858)
  • indianertruger er bedre [enn ski] i sligt føre og i et lænde hvor der er så mange knauser og glatte småhauger at trække over
     (Fridtjof Nansen Fram over Polhavet I 431 1897)
     | om forhøyning i polaris
  • i alle røiser og oppaa knauserne rødmet høi, vaiende geitskor som blomstret
     (Sigrid Undset Korset 261 1922)
  • der saa han Blakken paa knausen ovenfor giærdet
     (Hans Aanrud Fortællinger I 129 1923)
  • hun hadde sittet på en knaus et stykke ovenfor sjøen
     (Liv Køltzow Hvem har ditt ansikt? 52 1988)
  • så dukket selve Vestøy opp, med grå knauser og bratte klipper
     (Chris Tvedt Dødens sirkel LBK 2010)
2 
(større) berg som stikker opp fra sjøbunnen (som regel ikke så høyt opp at bølgene bryter på det)
SITAT
  • kapteinen måtte navigere i sterk strøm utenom skjær og knauser
     (Kirsti Blom Kitten LBK 2003)