Det Norske Akademis Ordbok

klamre

klamre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLklamret, klamret, klamring
preteritum
klamret
perfektum partisipp
klamret
verbalsubstantiv
klamring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[kla`mrə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk klammern, avledet av Klammer (substantiv) 'klemme', se klemme
BETYDNING OG BRUK
1 
refleksivt
 
klamre seg
 ofte overført
 klynge seg til
 | jf. omklamre
EKSEMPEL
  • vi klamret oss fast til flåten, håpet
SITATER
  • [den åpne jernbøyle] tog sig ud som to små åbne arme, som med den allerstørste fornøjelse var rede til at klamre sig om min hals
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 308)
  • [Peer] klamrer sig fast til bådkølen
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 203)
  • den tohjulete giggen hiver på seg slik at Lina klamrer seg til karmen og tenker at nå velter de
     (Britt Karin Larsen Før snøen kommer LBK 2012)
  • [vi] havde tænkt, han skulde klamre sig fast til denne post med hænder og fødder!
     (Alexander L. Kielland Fortuna 25 1884)
     | for enhver pris holde fast ved, ikke slippe
  • mens det kortklipte var et provokativt avkall på feminitet, var vel den eldre kvinnes lange hår en desperat klamring til det samme?
     (Lotta Elstad Et eget rom 28 2014)
  • puslete hus klamrer seg fast [i åssidene]
     (Maja Lunde Blå 9 2017)
  • krokete furutrær klamrer seg fast på begge sider av den bratte stien
     (Alexander Leborg På vandring uten esel i Cevennene 131 2019)
2 
sjelden
 holde, gripe fast
SITATER
  • hænderne klamret om mødrenes tøi og grep om de blonde fletter
     (Arnulf Øverland Brød og vin 153 1924)
  • [soldaten] klamret et brødstykke i neven
     (Terje Stigen Krigen LBK 1989)