kime
verb
UTTALE[çi:`mə]
ETYMOLOGI
trolig fra middelengelsk chimbe, chyme 'kime;
spille på klokker', til chimbe 'klokkespill', fra latin cymbalum, jf. cymbal
BETYDNING OG BRUK
1
særlig kirkevesen
frembringe lyd i (kirke)klokke ved en rekke slag med en
hammer eller en kolv (som henger inne i klokken)
SITAT
-
er han bergtagen, må vi efter ham kime
1.1
om (kirke-)klokke
lyde, ringe ved kiming
SITATER
-
klokken kimte … ivrig i taarnet paa Maasvær kirke
-
[kyrenes] klokker kimede over vandet, hver gang de bevægede hodet| bjeller
-
poetiskdet kimende kor| av kirkeklokker
-
overførtblodet suste og kimet i hans uttrættede krop
-
klokkene på den nye drabantbykirken kimer regelmessig, maskinaktig
-
med formelt subjektdet kimed i kirken, der laae paa min vei
2
om person
ringe sterkt og vedholdende (på ringeklokke e.l.)
SITAT
-
jeg bli’r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op
2.1
med formelt subjekt
ringe ustanselig
EKSEMPEL
-
det kimer på døren
3
om telefon
ringe sterkt og vedholdende
EKSEMPEL
-
telefonen kimer