Det Norske Akademis Ordbok

kildre

kildre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLkildret, kildret, kildring
preteritum
kildret
perfektum partisipp
kildret
verbalsubstantiv
kildring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[çi`ldrə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig dansk form kildre, avledet (iterativ) av kilde, som tilsvarer kile (verb); se også kildrende
BETYDNING OG BRUK
1 
sjelden
 kile
SITAT
  • katteskinn og ull kildrer og klør mot halsgropa
     (Kim Småge Dobbeltmann LBK 2004)
2 
litterært
 fremkalle behag, lystfølelse (hos)
SITATER
  • sligt kildrer naturligvis forfængeligheden
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 248)
  • Cæsar kildrer sin tjeners øre
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 168 1873)
  • han [tok] sin forlovedes [hånd] saa forsigtigt, og det kildrede ham at kjende, hvor blød og fin den var
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 162 1882)
  • [jeg] blev i høi grad kildret af duften fra buffeten
     (Chr. Skredsvig Dage og nætter blandt kunstnere 70 1908)
  • det kildrer at se ned i al denne rigdom
     (Gabriel Scott Kilden 108 1918)
  • en fuktig tungespiss, som fikk det til å kildre i ham
     (Gunnar Staalesen 1900 Morgenrød 129 1997)