kentre
verb
BØYNINGkentret, kentret, kentring 
preteritum
kentret
perfektum partisipp
kentret
verbalsubstantiv
kentring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ke`ntrə]
ETYMOLOGI
fra nederlandsk kenteren 'stille på kant'; jf. dansk kæntre
BETYDNING OG BRUK
1
litterært, foreldet
SITAT
-
[en fallvind fra fjellene] havde kæntret baaden