Det Norske Akademis Ordbok

injuriant

injuriant 
substantiv
BØYNINGen; injurianten, injurianter
UTTALE[injuria´nt]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra latin injurians (genitiv injuriantis), presens partisipp av injuriare 'begå urett mot, krenke', jf. injuriere og suffikset -ant
BETYDNING OG BRUK
særlig jus
 person som injurierer, som har kommet med injurier
SITATER
  • toldcasserer Henrik Jørgen Rasch …. havde [ofte] processer, snart med debitorer og snart med injurianter, som han ved sin særhed og tværhed havde opirret
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 375)
  • drage injurianten til ansvar for domstolene
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter V,2 63)
  • øllet randt ned over den drukne injuriants ansigt
     (Øvre Richter Frich De knyttede næver 12 1911)
  • injurianten måtte betale en skadeserstatning på 50 000 pund sterling
     (Vilhelm Dybwad Skyldig eller ikke skyldig? 142 1934)