Det Norske Akademis Ordbok

hvine

hvine 
verb
MODERAT BOKMÅLhvinte, hvint, hvining
preteritum
hvinte
perfektum partisipp
hvint
verbalsubstantiv
hvining
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[vi:`nə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt hvína
BETYDNING OG BRUK
1 
gi en høy, gjennomtrengende, skjærende lyd
 | jf. kvine
SITATER
  • en baadsmandspibe tæt forbi mit øre hven
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 484)
  • en hvinende kvindfolkerøst [sang]
     (Amalie Skram Samlede Værker II 12)
  • [fengselsdørens hengsler] hviner
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 172)
  • han hven op som en hingst
     (Jonas Lie Kommandørens døttre 294 1886)
  • jenterne hven og lo
     (Bernt Lie Mot Overmagt 62 1907)
  • [man hører] et sagblad hvine gjennem fossedur
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 7 1919)
  • gresshoppene hvinte og hvinte
     (Sigurd Hoel Veien til verdens ende 102 1933)
  • en bilmotor hven i lavt gir langt borte i stillheten
     (Knut Faldbakken Uår. Aftenlandet 29 1974)
  • dialektalt
     
    [bilene] tuter på ham, brensene gviner
     (Thure Erik Lund Om naturen 135 2000)
  • barna kastet ball og hvinte frydefullt
     (Marit Opeide Øyeblikk av øst LBK 2008)
  • de hvinende barna i pariserhjulet
     (Victoria Kielland Mine menn 118 2021)
  • det hviner lett i bremsene
     (Anne Elvedal Den sorte bruden 144 2021)
2 
om noe som er i rask bevegelse; om vind
SITATER
  • vinden hven og tudede
     (Jonas Lie Trold. Ny Samling 183 1892)
  • [trekkhundene strøk] i vei, saa det hven under meierne
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 233 1903)
  • nu gik det i rigtig retning, bare saa det hven efter
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 458 1903)
  • i hvinende fart over flyer og bræer
     (Mikkjel Fønhus Reinsbukken på Jotunfjell 8 1926)
  • viddens hvinende skarpe blæst
     (Nordahl Grieg Norge i våre hjerter 24 1929)
  • jeg hørte det skarpe luftdraget hvine over hustakene
     (Bernt Rougthvedt Tårn LBK 2013)