Det Norske Akademis Ordbok

godte

godte 
verb
BØYNINGgodtet, godtet
UTTALE[gå`t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av norrønt gát 'lekkeri' eller godt (nøytrum av god)
BETYDNING OG BRUK
refleksivt
 
godte seg
 glede, more seg (på andres bekostning, over andres ulykke)
SITATER
  • spøkefullt
     
    den kost, mig gotter, som en fransk ragout af rotter
     (Henrik Ibsen Digte 146 1875)
     | smaker meg (like lite) som
  • til en begyndelse havde de alle faaet en lang næse, og Johannes gottede sig med god samvittighed
     (Alexander L. Kielland Sne 92 1886)
  • de stod og gjors paa og gottet sig
     (Gabriel Scott Kilden 43 1918)
  • liderlige historier, dem han selv gottet sig mest over
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 30)
  • vi sadte os da i … sofaen for ret at gotte oss
     (Sophie Dedekam Dagbok og brev fra en reise til Paris i 1845 22)
  • var det noe tyskerne ikke fant seg i, så var det at folk åpenlyst godtet seg på deres bekostning
     (Arnfinn Haga Nødlanding LBK 2010)
  • vi sto alle … og godtet oss [da naboen måtte fjerne den ulovlig anlagte hekken]
     (Steffen Kverneland En frivillig død 50 2018)