gnaven
substantiv
UTTALE[gna:`v(ə)n]
ETYMOLOGI
dansk form gnaven, verbalsubstantiv til gnave, av gammeldansk gnave, tilsvarer norrønt gnaga; se gnage
BETYDNING OG BRUK
foreldet
gnag
; gnaging
SITAT
-
den smule gnaven i brystet kunde jeg ogsaa standse et øjeblik naar jeg hosted rigtig haardt(Knut Hamsun Samlede romaner og fortællinger I 53)