Det Norske Akademis Ordbok

glise

glise 
verb
BØYNINGgliste, glist, glising
UTTALE[gli:`sə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. norrønt glis (substantiv, nøytrum) 'glimmer' og verbet glissa 'glinse'; beslektet med glimte og glissen
BETYDNING OG BRUK
1 
lyse, skinne (stygt) frem
SITATER
  • naar vi lukker igjen døren, er der ingen anden lysning end gjennem sprækker og huller, og der hvor det gliser mellem takstenene
     (Dikken Zwilgmeyer Inger-Johanne-bøkerne I 102 1915)
  • i storm gliser brændingen hvidt over revlerne
     (Nils Kjær Samlede Skrifter IV 39)
  • de to gnagetænder gliste af morderisk vellyst
     (Nils Kjær Samlede Skrifter V 48)
  • ur og graaberg gliste stygt som døden
     (Sigrid Undset Korset 41 1922)
  • skjærene gliser i havets gap
     (Arnulf Øverland Brød og vin 49 1924)
  • langsmed skrankens rop og latter glimter, gliser drikk ved drikk
     (Nordahl Grieg Norge i våre hjerter 73 1929)
  • som solen gik ned i det stormsvarte hav, gliste den med et vildt rødt skjær henover skjær og sjø
     (Vilhelm Krag Major von Knarren (1930) 136)
2 
mest dialektalt
 ha åpen (åpne) sprekk(er) så lyset faller igjennom eller underlaget syns
SITAT
  • [skjorten] gliste i brystet
     (H. Wiers-Jenssen Laurentius 207 1923)
3 
nå især
 flire bredt (og hånlig, så tennene vises)
SITATER
  • han begynder at slikke sig om munden og at glise af velbehag
     (Knut Hamsun Rosa 330 1908)
  • mellem buskene stod de hvide spøgelserne og gliste til ham
     (H. Wiers-Jenssen Krøniker fra den gamle By 270 1916)
  • de lo og de gliste
     (Johan Falkberget Fimbulvinter 104 1919)
  • næb og gule mundviger som gliser af forslugenhed
     (Nils Kjær Samlede Skrifter IV 42)
  • hun gliste med ujevn tanngard over uttalen min
     (Elisabeth Eide Utviklingens hjul LBK 1997)
  • han stirret på From som gliste tilbake
     (Kurt Aust Kaos og øyeblikkets renhet LBK 2008)