gestalt - Det Norske Akademis ordbok

gestalt

substantiv

MODERAT BOKMÅLen; gestalten, gestalter

genus

maskulinum

ubestemt artikkel

bestemt form entall

gestalten

ubestemt form flertall

gestalter

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[gesta´lt]

ETYMOLOGI

fra tysk Gestalt 'figur, skikkelse, utseende, form', substantivert form av middelhøytysk gestalt, perfektum partisipp av stellen 'plassere'

BETYDNING OG BRUK

nå sjelden

ytre form

; omriss

SITAT

og flux, med truende gestalt, opvoxer sky paa sky derbag

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 35)

foreldet eller arkaiserende

skikkelse

; person

; vesen

SITATER

høihedspræget i gestalt og gang

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 164)
disse raa gestalter

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 172)
hvo kan vel beskrive den herlige gestalt?

(Andreas Munch Sorg og trøst 128 1856)
apostoliske gestalter af provster og præster – lysets og fredens mænd

(Alexander L. Kielland Skipper Worse 52 1882)
midt i aapningen stod en svær gestalt, en tre alens kar

(Bernt Lie Mot Overmagt 15 1907)
en tredie mandlig gestalt

(Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 31 1858)
øverst oppe dæmret bak et alter en gestalt

(Olaf Bull Nye digte 94 1913)
en blodig gestalt i sundreven skjorte og fillete bukser blir sendt ravende innover gulvet

(Terje Stigen Monolitten LBK 1988)
raslende skikkelser, luskende gestalter

(Geir Grothen Her, sa hun LBK 2001)

filosofi, psykologi

helhet som er mer enn summen av de enkelte delene, og hvor helhetens egenskaper ikke kan reduseres til egenskaper ved de enkelte delene

| jf. gestaltpsykologi

SITAT

den beste spilleren er han som glemmer seg selv og er bevisst om helheten, om fotballbanen som gestalt, som ren handling i lagspill

(Klassekampen 14.03.2008)