Det Norske Akademis Ordbok

gestalt

gestalt 
substantiv
BØYNINGen; gestalten, gestalter
UTTALE[gesta´lt]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Gestalt 'figur, skikkelse, utseende, form', substantivert form av middelhøytysk gestalt, perfektum partisipp av stellen 'plassere'
BETYDNING OG BRUK
nå sjelden
 ytre form
; omriss
SITAT
foreldet eller arkaiserende
 skikkelse
; person
; vesen
SITATER
  • høihedspræget i gestalt og gang
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 164)
  • disse raa gestalter
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 172)
  • hvo kan vel beskrive den herlige gestalt?
     (Andreas Munch Sorg og trøst 128 1856)
  • apostoliske gestalter af provster og præster – lysets og fredens mænd
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 52 1882)
  • midt i aapningen stod en svær gestalt, en tre alens kar
     (Bernt Lie Mot Overmagt 15 1907)
  • en tredie mandlig gestalt
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 31 1858)
  • øverst oppe dæmret bak et alter en gestalt
     (Olaf Bull Nye digte 94 1913)
  • en blodig gestalt i sundreven skjorte og fillete bukser blir sendt ravende innover gulvet
     (Terje Stigen Monolitten LBK 1988)
  • raslende skikkelser, luskende gestalter
     (Geir Grothen Her, sa hun LBK 2001)
filosofi, psykologi
 helhet som er mer enn summen av de enkelte delene, og hvor helhetens egenskaper ikke kan reduseres til egenskaper ved de enkelte delene
SITAT
  • den beste spilleren er han som glemmer seg selv og er bevisst om helheten, om fotballbanen som gestalt, som ren handling i lagspill
     (Klassekampen 14.03.2008)