Det Norske Akademis Ordbok

geist

geist 
substantiv
BØYNINGen; geisten, geister
UTTALE[gæist]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Geist 'ånd'; jf. begeistre
BETYDNING OG BRUK
foreldet
 ånd
; sjeleliv
; sinn
1.1 
foreldet
 inspirasjon
; flukt (i tanke)
; ånd
SITATER
1.2 
foreldet
 person av en bestemt (intellektuell) karakter
; ånd
SITAT
  • [det danske folks] gejster skulle faa vigtigere ting at sysle med, end smaaligen at indblande sig i andre nationers indre anliggender
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 488)
1.3 
foreldet
 gjenganger
; spøkelse
; ånd
SITAT
  • din [den døde Maurits Hansens] geist nu blikker over skuldren paa papiret ned!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 239)
1.4 
foreldet
 overnaturlig (farlig eller skadelig) vesen
; ånd
SITATER
  • men tanken har jeg ganske klar, at for min onde geist kun var den giftige og sorte slo som puppens gjemmested
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 315)
  • mørke geist – jeg kjender dig, … du der bandt som yngling mig, knæl nu du for manden!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 231)
foreldet
 flyktig stoff
; en vins bouquet
SITAT
  • kan De tenke Dem noe værre enn champagne uten geist, hvad?
     (Peter Bendow Med egen inngang 80 1933)