Det Norske Akademis Ordbok

forræder

forræder 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; forræderen, forrædere
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
forræderen
ubestemt form flertall
forrædere
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fåre:´dər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk vorrēder, beslektet med forråde
BETYDNING OG BRUK
person som gjør, har gjort seg skyldig i forræderi, især under krig overfor sitt folk, land
SITATER
  • Judas Iskariot, …han som ble forræder
     (Luk 6,16)
  • forrædere i min egen lejr!
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 453 1873)
  • du skal tro, at jeg har ikke været forræder mod dig
     (Bjørnstjerne Bjørnson Det ny system 98 1879)
  • lønlige forrædere imod den gode sag
     (Henrik Ibsen Rosmersholm 123 1886)
  • forræderen, som sveg sin ven!
     (Jonas Lie Faste Forland 107 1899)
  • den natten han hadde virret omkring etter å ha avslørt en forræder
     (Gert Nygårdshaug Chimera LBK 2011)