Det Norske Akademis Ordbok

forråde

forråde 
verb
MODERAT BOKMÅLforrådte, forrådt, forråding
preteritum
forrådte
perfektum partisipp
forrådt
verbalsubstantiv
forråding
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårå:´də]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt forráða, fra middelnedertysk vorrāden, grunnbetydning 'råde falsk'
BETYDNING OG BRUK
1 
opptre troløst overfor
; svike
; svikefullt utlevere
EKSEMPLER
  • forråde sitt land til fienden
  • bli forrådt av sine egne
SITATER
  • forrådt, forrådt! Bedraget! Sveget!
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 240)
  • [han] forrådte og ruinerte mig
     (Henrik Ibsen John Gabriel Borkman 104 1896)
  • hendes indestængte, forraadte ungdomskjærlighed
     (Amalie Skram Samlede Værker II 478)
  • at forraade hans eiendom i fiendehænder
     (Sigrid Undset Kransen 128 1920)
  • hun var sikker på at han ikke ville forråde henne etter så mange år med undertrykt begjær
     (Christopher Friis-Baastad Grøndahl og Arne Svingen Dårekisten LBK 2011)
2 
overført
 røpe
; gi, være vitnesbyrd om
; legge for dagen
EKSEMPLER
  • ikke en trekning forrådte hva han innerst inne følte
  • håndskriften forrådte henne
SITATER
  • Jesus sa til ham: «Judas, forråder du Menneskesønnen med et kyss?»
     (Luk 22,48)
  • den niding! Han forråder eders hemmelighed
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 169 1874)
  • hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 16 1873)
  • min høje vrist forraader race
     (Jonas Lie Familjen paa Gilje 104 1883)
  • bestandig var han efter Mordtmann, – aldrig paa nogen maade, som kunde forraade personlig bitterhed
     (Alexander L. Kielland Fortuna 26 1884)
  • [brebekker] hvis farve noksom forraader deres fødested
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 101 1858)