Det Norske Akademis Ordbok

forjette

forjette 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLforjettet, forjettet, forjetting, forjetning
preteritum
forjettet
perfektum partisipp
forjettet
verbalsubstantiv
forjetting, forjetning
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårje´t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form forjætte, til jætte, av gammeldansk jatæ, jætte 'love'; tilsvarer norrønt játta; se jatte; jf. prefikset for-; se også forjettelse og forjettet
BETYDNING OG BRUK
1 
poetisk
 love, gi tilsagn om (noe gledelig)
SITATER
  • sandhedsord! … den største magt paa jord eder er af Gud forjettet
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 306)
  • et hæng av nordvest forjættet, at kvældsbrisen skulde bli god bør
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger III 221)
  • [stjernene] forjætter ham noget synes han
     (Gabriel Scott Kilden 179 1918)
  • bævende og mindetunge av, hvad idag der blev dem ømt forjættet
     (Nils Collett Vogt Digte i utvalg 45 1919)
2 
som adjektiv i presens partisipp
 
forjettende
 løfterik
; lovende
SITATER
  • min kone har et håb, et sødt, forjættende
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 159 1873)
  • vaar-onna var gjort i fint og forjættende veir
     (Peter Egge Inde i Fjordene 25 1920)
  • Signe Fersen løftet sine evig forjættende mandeløine og saa ham ret ind i ansigtet
     (Øvre Richter Frich Journalisten og filmstjernen 150 1929)
  • en forjettende vårnatt, da kastanjene sprang med skudd i Bygdø allé og syrinen tok til å dufte
     (Peter Bendow Med egen inngang 19 1933)
  • takkene for de forjettende juletrepakkene
     (Herman Wildenvey Høstens lyre 50 1931)
  • den landsdelsserien jeg i Dagningens spalter ga et så forjettende bilde av
     (Dag Solstad Roman 1987 51 1987)