Det Norske Akademis Ordbok

forgripe

forgripe 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLforgrep, forgrepet, forgripelse
preteritum
forgrep
perfektum partisipp
forgrepet
verbalsubstantiv
forgripelse
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårgri:´pə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk vorgrīpen, grunnbetydning 'gripe feil'; se for-; jf. gripe; se også forgripelse
BETYDNING OG BRUK
refleksivt
 
forgripe seg
 urettmessig legge hånd på
; urettmessig forsyne seg av
; mishandle
; misbruke
SITATER
  • hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig på os!
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 385 1873)
  • det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom
     (Henrik Ibsen Vildanden 227 1884)
  • den gemene hob … forgriber sig paa det hellige
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 320 1900)
  • han [greide] ikke … å betvinge sin sult, men forgrep seg på en brødskalk
     (Dag Solstad Roman 1987 214 1987)
  • det [er] ikke sagt at han er uærlig og forgriper seg på andres penger
     (Bergljot Hobæk Haff Den guddommelige tragedie LBK 1989)
  • jeg var like ved å forgripe meg på de sorte dropsene
     (Lars Saabye Christensen Bernhard Hvals forsnakkelser LBK 2010)
UTTRYKK
forgripe seg på noen
øve (seksuell) vold mot noen
  • den stakkars unge piken kan ha blitt offer for voldsmenn … og kan friste dem som ikke viker tilbake for å forgripe seg på en spirende kvinne
     (Karsten Alnæs Sabina LBK 1994)
  • som om hun ville han skulle gjøre noe overilt, ville at han skulle forgripe seg på henne
     (Jan Kjærstad Kongen av Europa LBK 2005)
  • det kan være fare for at de forgriper seg igjen
     (NTBtekst 31.01.2005)
  • han ville aldri forgripe seg på henne mens hun sov
     (Toril Brekke Gullrush LBK 2008)