Det Norske Akademis Ordbok

forglemme

forglemme 
verb
UTTALE[fårgle´m:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
se for-; se også forglemmelse
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet eller arkaiserende, unntatt i uttrykk
 glemme
; glemme bort
SITATER
  • gives sted paa jorden, hvor gammel kummer, ved at stemmes i naturens blide toner, kan bedøves og forglemmes
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 545)
  • nogle små formaliteter var forglemte
     (Henrik Ibsen De unges forbund 16 1874)
  • løftets fagre ord, forglemt i farens stund
     (Henrik Ibsen Digte 76 1875)
  • skrap de ekle skjællene av fisken og forglem det ikke
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 3 1923)
UTTRYKK
ikke å forglemme
litterært, brukt især til slutt i oppregning for å fremheve noe viktig
  • fru Fredrikke lærte hende en mængde kneb med madfedt … og chicorie og liebig – ikke at forglemme
     (Alexander L. Kielland Fortuna 214 1884)
  • tippebladet og en kopp kaffe og en sukkerbit å dyppe i den, og et lite stykke fyrstekake, og ikke å forglemme røyken, da skulle alt ligge vel til rette for den krevende utfyllingen [av tippekupongen]
     (Pål Gerhard Olsen Manndomsprøven LBK 1997)
2 
refleksivt
 
forglemme seg
 komme til å gjøre eller si noe som man ellers passer seg for
SITATER
  • jeg har vel en eller anden gang forglemt mig overfor hendes forlibte veninde af en pebermø
     (Arne Garborg Trætte Mænd 164 1891)
  • Bendikte tror fuldt og fast, at mor har forglemt sig med søofficeren
     (Amalie Skram Samlede Værker II 477)
  • fandtes der i bygden bondefødte adonisser, hvem satte damer … kunde tænkes at forglemme sig ned til?
     (Amalie Pettersen Pettersens paa Persroas Pensjonat 64 1918)
  • jeg stod bare her og forglemte mig
     (Vilhelm Krag Baldevin 180 1925)