forfaren - Det Norske Akademis ordbok

forfaren

adjektiv

BØYNINGforfarent, forfarne

UTTALE[fårfa:´r(ə)n]

ETYMOLOGI

fra middelnedertysk vorvaren, perfektum partisipp av vorvaren; se forfare

BETYDNING OG BRUK

nå sjelden

erfaren

; dyktig

SITATER

i tegning og skjønskrift var han tidlig forfaren

(Andreas Munch Barndoms- og Ungdoms-Minder 99 1874)
vel forfarne i de kaldæiske hemmeligheder

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 475 1873)
forfarne folk vidste, at dette blot var spil og skrømt af troldet

(Jonas Lie Trold. Ny Samling 53 1892)
mester er en uhyre forfaren knægt

(Knut Hamsun Segelfoss By II 30 1915)
denne snu og forfarne mann

(Johan Borgen Den røde tåken 119 1967)

| jf. snu

erfaren på det erotiske område

SITATER

enten er hun i allerhøieste grad uskyldig, eller ogsaa – … mere forfaren, end jeg gjerne vil tro

(Arne Garborg Trætte Mænd 81 1891)
[skuespillerinnen], alle elskovslystne jomfruers og forfarne fruers tolker

(Morgenbladet 1931/322/6/4)