Det Norske Akademis Ordbok

eksaltasjon

eksaltasjon 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLen; eksaltasjonen, eksaltasjoner
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
eksaltasjonen
ubestemt form flertall
eksaltasjoner
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[eksaltaʃo:´n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra latin exaltatio (genitiv exaltationis), verbalsubstantiv til exaltare, se eksaltere; jf. fransk exaltation
BETYDNING OG BRUK
litterært
 tilstand av sterk sinnsbevegelse
; overspenthet
SITATER
  • [sønnen] havde arvet en deel af faderens humor, men en endnu større deel af dennes kjærlighed til far niente og til spiritueus exaltation
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 46)
  • stundom medbragte [læreren] en smule bacchisk exaltation [i ettermiddagstimen]
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 76)
  • eksaltationen hos de unge, deres paatrængende overdrivelser skyr, avskyr han [Halfdan Kjerulf]
     (Nils Collett Vogt Levende og døde 33 1922)
  • sin egen sugende tvil, som de vil døive i syk eksaltation
     (Sigrid Undset Jenny 199 1911)
  • jeg [skulle] slaa ham flat … Men det var tænkt saan i eksaltation
     (Sigurd Hoel Syndere i sommersol 43 1927)
  • midt i eksaltasjonen og rusen … var hun kold og klar som is
     (Jens Bjørneboe Drømmen og hjulet 147 1964)