Det Norske Akademis Ordbok

dølge

dølge 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLdulgte, dulgt, dølging
preteritum
dulgte
perfektum partisipp
dulgt
verbalsubstantiv
dølging
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[dø`lgə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form dølge, av gammeldansk dyliæ, tilsvarer norrønt dylja; se også dulgt
BETYDNING OG BRUK
INNHOLDSFORTEGNELSE
1 
litterært, om ting eller forhold
 være skjul (eller dekke) for
1.1 
dekke til, hylle inn (og dermed gjøre usynlig)
1.2 
hindre i å tre klart og tydelig frem
1.3 
refleksivt
 være skjult eller gjemt
; skjule seg
2 
litterært
 bringe (person) i (trygt) skjul
; holde (person) skjult
3 
litterært, om person, med objekt som uttrykker mentalt eller abstrakt forhold
3.1 
(prøve å) hindre (en sinnsstemning, følelse e.l.) i å gi seg synlig uttrykk (f.eks. i oppførsel, minespill)
; undertrykke
3.2 
(prøve å) holde hemmelig
; legge skjul på
; fortie
1 
litterært, om ting eller forhold
 være skjul (eller dekke) for
SITATER
  • luft og hav og lunder amoriner dølger
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte II 200)
  • denne forgyldte og sminkede yderside, som de store samfund bærer tilskue, – hvad dølger den egentlig?
     (Henrik Ibsen Samfundets støtter 10 1877)
  • vi skal la vårt anker gå når natten tyst våre fartøy dølger
     (Lillebjørn Nilsen Tekst og musikk: Lillebjørn Nilsen (2004) 135)
     | fra visen «Vinterbror»
1.1 
dekke til, hylle inn (og dermed gjøre usynlig)
SITATER
  • kan Sirios dølges af en sky?
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 39 1873)
  • om det [dvs. en graviditet] nu ikke kunde dølges
     (Sigrid Undset Kransen 99 1920)
1.2 
hindre i å tre klart og tydelig frem
SITAT
1.3 
refleksivt
 
dølge seg
 være skjult eller gjemt
; skjule seg
SITAT
2 
litterært
 bringe (person) i (trygt) skjul
; holde (person) skjult
SITAT
  • et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 166 1874)
3 
litterært, om person, med objekt som uttrykker mentalt eller abstrakt forhold
3.1 
(prøve å) hindre (en sinnsstemning, følelse e.l.) i å gi seg synlig uttrykk (f.eks. i oppførsel, minespill)
; undertrykke
SITATER
  • [Lund] dølger sin forlegenhed
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 159 1873)
  • jeg ser dølgsmålet, men ikke det jeg dølger
     (Hans Herbjørnsrud Brønnene 99 2006)
     | det som er fortrengt i minnet
3.2 
(prøve å) holde hemmelig
; legge skjul på
; fortie
SITATER
  • hvorfor skrev du ikke sanheden? Den hele tid har du dulgt den
     (Bjørnstjerne Bjørnson Over Ævne I 12 1883)
  • ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 58)
  • tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 106)
  • dølg intet for mig
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 149 1873)
  • jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide
     (Henrik Ibsen Gildet på Solhaug 34 1883)
  • [du] har gåt her og dækket og dulgt så usigelig meget
     (Henrik Ibsen Rosmersholm 183 1886)
  • sit lønlige væsen bar han skjult for alles øine – som en misdæder, der dølger sin udaad
     (Bernt Lie Mot Overmagt 210 1907)
  • jeg var litet barn da dette hændte, de dulgte for mig saa meget de kunde
     (Sigrid Undset Kransen 156 1920)
  • han la aldeles ikke skjul på sin allmakt, dølget den ikke bak fine ord
     (Terje Stigen Ved foten av kunnskapens tre LBK 1986)
  • nå finnes visst ingenting lenger å foregripe eller dølge for fremtiden
     (Gunstein Bakke Kontoret LBK 2000)
UTTRYKK
dølge for
foreldet
 nekte for
; prøve å skjule
  • jeg har havt lyst til handelen, fra jeg var barn. Jeg dølger ikke for det
     (Bjørnstjerne Bjørnson En fallit 18 1874)