Det Norske Akademis Ordbok

draug

draug 
substantiv
BØYNINGen; draugen, drauger
UTTALE[dræug]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt draugr; jf. islandsk draugur, færøysk dreygur, av uviss opprinnelse
BETYDNING OG BRUK
1 
dialektalt eller arkaiserende
 gjenferd, særlig av en druknet
; dødning
SITAT
2 
i folketro
 vesen, vette som lever under jorden
SITAT
  • ud af bakken, op af houg myldrer både trold og draug
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 123)
3 
i folketro
 vesen, vette (ofte med skikkelse som en hodeløs fisker i skinnklær, som ror i en halv båt og) som viser seg (eller uler, tuter) når noen skal drukne
SITATER
  • det var ingen anden end selve draugen, som styrede sin halve baad der tæt ved siden af ham
     (Jonas Lie Den Fremsynte 73 1873)
  • [han hørte] et fælt skrig foran stavnen, og han troede ikke andet, end det var draugen, som sang ligsalmen hans
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 55 1879)
  • tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden … og høre på draugen, der græder i bådhuset
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 53)
  • på ene sia [av skoleveien] var storhavet som brølte mot land, mørkt og uhyggelig. Der var draugen, det hadde vi hørt
     (Ørnulf Hodne Folkeskolen i folkeminnet LBK 2010)
  • jeg utviklet tidlig stor respekt for Tanaelvas enorme vannmasser, ikke minst fordi mamma så tydelig forklarte at går du for nær elva, Ella, kan draugen komme og ta deg
     (Ella Marie Hætta Isaksen og Randi Helene Svendsen Derfor må du vite at jeg er same 82 2021)