Det Norske Akademis Ordbok

dirre

dirre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLdirret, dirret, dirring
preteritum
dirret
perfektum partisipp
dirret
verbalsubstantiv
dirring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[di`r:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av uviss opprinnelse; jf. svensk darra 'skjelve'
BETYDNING OG BRUK
1 
være i skjelvende bevegelse (i korte små svingninger opp og ned eller frem og tilbake, men hele tiden på samme sted)
SITATER
  • [lerker] hang og dirret høit oppe i den blaahvite himmel
     (Sigrid Undset Jenny 93 1911)
  • skuddene på alle bjørketrærne … dirret uvirkelig grønne og glade og stolte
     (Vigdis Hjorth Et norsk hus 26 2014)
  • partiklene (atomer og molekyler) i et stoff står aldri helt stille. De beveger seg litt hele tiden. De står og dirrer
     (Guro Barstad Corneliussen og Svend Kristian Eidsten (red.) Naturfag 6 70 2022)
1.1 
om luft som er sterkt oppvarmet, om lysskinn e.l.
 fortone seg i urolige, flimrende bevegelser
 | jf. gidre
SITATER
  • ude i det blanke dirrende solskin
     (Henrik Ibsen Samfundets støtter 177 1877)
  • [junisolen] fyldte forstuen med et dæmpet dirrende lys
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 1 1919)
  • det er alt blit sent paa høsten. Luften dirrer ikke mer
     (Nils Collett Vogt Digte i utvalg 1 1919)
  • for bare noen netter siden hadde heten dirret over engene
     (Tormod Haugen Farlig ferd LBK 1988)
1.2 
lage vibrerende lyd, klang
SITATER
  • med ett dirret klokkeslagene ut i luften saa taarnet skalv
     (Hans Aanrud Fortællinger for barn II 230 1917)
  • et fortissimo som dirrer av vill lidenskap
     (Nationen 1931/54/3/3)
  • [Rikard Nordraak] var den første som helt bevisst la øret til Norges jord og lyttet til de toner som dirrer der
     (Alf Due Femten musikerskjebner 70 1948)
2 
om person
 skjelve (på grunn av kulde, tretthet, sterke følelser e.l.)
SITATER
  • hun sagde det med dirrende stemme
     (Jonas Lie Gaa paa! 322 1882)
  • madame Torvestad [svarte] meget venligt; men læberne dirrede
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 175 1882)
  • hvert ord, han sagde, dirrede af smerte og medynk
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 313 1882)
  • hun græd, saa hun dirrede
     (Alexander L. Kielland Fortuna 93 1884)
  • et uvist smil dirrede paa hans gamle ansigt
     (Alexander L. Kielland Fortuna 253 1884)
  • hun dirrer og hun ryster, bare jeg kommer i nærheden af hende
     (Henrik Ibsen Bygmester Solness 37 1892)
  • [Hilde] siger med en dirrende trækning om munden: «Kan De bruge mig til noget, bygmester?»
     (Henrik Ibsen Bygmester Solness 82 1892)
  • straks du bare nævner Eyolfs navn, så blir du blød og dirrer i stemmen
     (Henrik Ibsen Lille Eyolf 75 1895)
  • det dirrede lidt underlig i brystet, naar skaalerne blev udbragt for dem, vi havde kjær
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 89 1903)
  • han knyttet de smaa hænder og dirret i mundvikene
     (Hans Aanrud Fortællinger for barn I 126 1917)
  • jf.
     
    det dirrer en fugl i hendes unge bryst
     (Knut Hamsun Markens Grøde II 112 1917)
  • Toms høyrearm dirret som en kobraslange i lyset
     (Arild Nyquist Giacomettis forunderlige reise LBK 1988)
2.1 
i adjektivisk presens partisipp
 
dirrende
 om sinnsstemning
 spent
; urolig
SITATER
  • der lyste ogsaa et par andre ansigter i en anden nuance af lykken, – de dirrende forventningers
     (Jonas Lie Kommandørens døttre 157 1886)
  • med ett lå en dirrende fortvilelse i stemmen hans
     (Odd Selmer Og verden var som ny LBK 1992)
  • hennes lidenskap var paret med dirrende nervøsitet
     (Karsten Alnæs Historien om Europa 2 LBK 2004)