Det Norske Akademis Ordbok

desertør

desertør 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; desertøren, desertører
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
desertøren
ubestemt form flertall
desertører
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[desærtø:´r]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk déserteur, avledet av déserter 'desertere'; se desertere og suffikset -ør
BETYDNING OG BRUK
(især) militærperson som rømmer fra tjeneste, særlig krigstjeneste
SITATER
  • [man] drev desertører og efternølere tilbage under fanerne
     (Alexander L. Kielland Omkring Napoleon 260 1905)
  • desertører fra den nicaraguanske hær
     (Aftenposten 06.12.1988/9)