Det Norske Akademis Ordbok

brøle

brøle 
verb
BØYNINGbrølte, brølt, brøling
UTTALE[brø:`lə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig fra nedertysk *brölen; tilsvarer middelhøytysk brüelen
BETYDNING OG BRUK
1 
om mennesker og dyr
 utstøte en sterk og dyp lyd
; rope høyt
; gaule
; skrike
EKSEMPLER
  • oksen, løven brøler
  • kyrne brølte av redsel
  • brøle som en løve
  • de brølte av latter
  • sersjanten brølte en ordre
  • kom dere vekk, brølte han
SITATER
  • da vi vare blevne ret muntre, aabnede jeg vinduerne, og nu sang eller rettere brølede vi den nævnte sang [Abrahamsons vise] med accompagnement og violiner, clarinetter og valdhorn m.m.
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 247)
  • fra hytten brølte raabberten
     (Jonas Lie Gaa paa! 230 1882)
  • [han] brølede, fordi han ikke fik flere kirsebær
     (Alexander L. Kielland Fortuna 244 1884)
  • en brølende far [skulle] vogte sig for asylet
     (Knut Hamsun Segelfoss By II 19 1915)
  • Erlend brølte paa barnedeierne
     (Sigrid Undset Husfrue 235 1921)
  • en gjeng ungdommer på vei nedover Karl Johan begynte å brøle taktfast
     (Tove Nilsen Etter Kairo LBK 2000)
  • Mary brøler av latter
     (Ari Behn Bakgård 188 2003)
2 
om naturfenomener og ting
 gi fra seg en sterk og dyp lyd
; ule
; larme
EKSEMPLER
  • stormen, vannmassene, flammene brølte
  • med brølende motor
SITAT
  • bilen brølte da den kjørte av sted
     (Vibeke Løkkeberg Brev til himmelen LBK 2004)