Det Norske Akademis Ordbok

brekning

brekning 
substantiv
BØYNINGen; brekningen, brekninger
UTTALE[bre`kniŋ]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
verbalsubstantiv til brekke, avledet med suffikset -ning; i denne betydningen særlig til brekke
BETYDNING OG BRUK
1 
medisin
 oppkastanfall
EKSEMPLER
  • kvalme og brekninger
  • få brekninger
  • medisin som fremkaller brekninger
SITATER
  • jeg [måtte], naar jeg havde nydt slet viin, udtømme den tilgavns ved brækning
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 370)
  • en hosteri fikk ham på brekningens rand, men den ga seg
     (Morten Jørgensen Kongen av København 46 1997)
  • han tente seg en ny røyk og drev brekningene ned i spiserøret igjen
     (Morten Jørgensen Kongen av København 91 1997)
  • kobber har en akutt, irriterende virkning på slimhinnen i magesekk og tarm, og kan føre til brekninger eller oppkast
     (Budstikka 27.12.2012)
  • brekningene kom i raske støt og maveinnholdet klasket mot steingulvet
     (Jo Nesbø Flaggermusmannen LBK 1997)
2 
om sjø
 det å brekke, bryte
; brott
SITAT
  • strømmen gik lige ind, altid haardere med svære brækninger
     (Jonas Lie Rutland 67 1880)