Det Norske Akademis Ordbok

bjeffe

bjeffe 
verb
BØYNINGbjeffet, bjeffet, bjeffing
UTTALE[bje`f:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
lydord
BETYDNING OG BRUK
om hund
 gjø med korte, avbrutte lyder
SITATER
overført
 gi lyd som minner om et bjeff
SITATER
  • et uhyggeligt … mandfolk kom ud … og bjæffede paa en uefterlignelig norsk manér
     (Arne Garborg Trætte Mænd 219 1891)
  • «Hvad for et geni?» bjeffede Kvaale
     (Arne Garborg Trætte Mænd 72 1891)
  • kameraten ved siden lot maskingeværet bjeffe over mot fienden
     (Per Imerslund Videre i passgang 226 1944)
  • der foran bjeffet lokomotivet – en ilter jernhund som jaget inn over viddene
     (Bernhard Borge Skjult mønster 11 1950)
  • da ble løytnanten irritert, stakk fjeset opp i øret på ham og bjeffet et kommandoord
     (Arnfinn Haga Skyggen LBK 2009)
  • møtte du ham i heisen, var det komplett umulig å forutsi om skulle bjeffe eller hilse
     (Ellen Mari Thelle Bernard banker på 42 2018)