benauelse
substantiv
MODERAT BOKMÅLen 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[benæu´əlsə]
ETYMOLOGI
verbalsubstantiv til foreldet benaue, via tysk benauen, fra nedertysk eller nederlandsk benaauwen, jf. middelnedertysk benouwen 'bringe i klemme'; avledet med suffikset -else; jf. dansk benovelse
BETYDNING OG BRUK
foreldet
det å være eller bli benauet
; (lettere) anfall av beklemthet, sjelelig nød
| jf. benauende
SITATER
-
efter at den historie var endt, var jeg ogsaa grundig cureret for ethvert sværmeri, og hvad disse ungdommelige benauelser alle hedde
-
øvelse i at røge var … nødvendig, og dette skaffede mig adskillig benauelse i begyndelsen