Det Norske Akademis Ordbok

behenge

behenge 
verb
BØYNINGbehengte, behengt, behenging
UTTALE[behe´ŋ:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter tysk behängen, behangen; sammensatt av be- og hängen 'henge'
BETYDNING OG BRUK
vanligvis i perfektum partisipp
 dekke (med noe som henger)
; henge (noe) fullt av
SITATER
  • den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 241 1873)
  • væggene vare behængte med skibsmodeller og korter
     (Alexander L. Kielland Fortuna 113 1884)
  • Englands stormektige dronning [var] behengt med gull og heder
     (A-magasinet 06.04.1929/5)
  • vegger behengt med purpurfarget damask og kremen av prerafaelittiske malerier
     (Kjetil Rolness Vulgær og vidunderlig 90 1992)
  • hun ser ut som hun er behengt med et dusin VM-medaljer
     (Kim Småge En kjernesunn død 12 1995)
  • ørene … var behengt med svære sjørøverringer
     (Jo Nesbø Flaggermusmannen LBK 1997)
UTTRYKK
behengt med ordener
om person, særlig om politiker, diplomat e.l.
; nå ofte ironisk
 overlesset med ordener
  • en karrierediplomat behengt med ordener