Det Norske Akademis Ordbok

alfons

alfons 
substantiv
BØYNINGen; alfonsen, alfonser
UTTALE[alfå´ns]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter det franske mannsnavnet Alphonse, etter hovedpersonen i den franske fortatteren Alexandre Dumas d.y.s (1824–95) komedie Monsieur Alphonse (1873)
BETYDNING OG BRUK
litterært, nå sjelden
 hallik
; sutenør
SITATER
  • et kvarter, hvor børnenes øine dagen igjennem ser vertshusslagsmaal, alfonser, fruentimmer og arrestationer
     (Stavanger Aftenblad 08.05.1897/2)
  • [kunden] vilde ha hende med sig til et privathotel hvor han bodde, men da hun avslog indbydelsen, greb han til revolver. Han affyrte et skud mod hende, men traf ikke. En af hendes alfons’er tog revolveren fra den fremmede, som straks tog flugten
     (Tiden 01.09.1912/3)
     | fra artikkelen «Revolverdrama i Trondhjem»
  • soutenør, Alfons og Louis, – det er akkurat hvad han er
     (Øvre Richter Frich Journalisten og filmstjernen 144 1929)
  • et kjølvann av tuskhandlere, lommetyver og alfonser
     (Axel Jensen Ikaros 17 1957)
  • du lever av gatetrafikken hennes. Du er en alfons
     (Nils Johan Rud Jeg er ingen proletar 196 1935)
  • spøkefullt
     
    [60-tallshipsteren var] en typisk underklasse-dandy som kledde seg som en alfons
     (Kjetil Rolness Vulgær og vidunderlig 95 1992)
     | som en spradebasse