Det Norske Akademis Ordbok

øde

Likt stavede oppslagsord
øde 
substantiv
BØYNINGet; ødet
UTTALE[ø:`də]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Öde og svensk öde; tilsvarer norrønt eyði; jf. øde (adjektiv)
BETYDNING OG BRUK
1 
ødemark
SITATER
  • ødets ensformighed
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker IV 36)
  • aldrig se did! Der [høyt til fjells] er ørk og øde
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 258)
  • vi befinder os i verdens utkant, i det ytterste øde, hvor ingen levende menneskefot vil færdes uten den hjemløse og forjagede
     (Bernt Lie Mot Overmagt 174 1907)
  • hun saa sig selv vandrende ensom fremover, stirrende ut i ødet foran sig
     (Sigrid Undset Vaaren 166 1914)
  • [han] var litt efter litt blit fyldt av ødets ro
     (Mikkjel Fønhus Der vildmarken suser 165 1919)
  • menneskenes bo [var] bare som ingenting i ødet
     (Sigrid Undset Kransen 15 1920)
  • jeg står og stirrer ut i det store ødet
     (Bergljot Hobæk Haff Den guddommelige tragedie 387 1989)
1.1 
ødemark dekket av snø eller is
 | jf. isøde
SITATER
2 
tomt, livløst område eller rom
SITATER
  • siden, naar du kommer ’gjen fra tanke-tunge øde
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 192)
  • hun stod ene i et uhyggeligt stillestående øde
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker VIII 49)
  • kaos væltede sig i det tomme forfærdelige øde
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 420 1873)
  • man har skapt et øde og kalder det fred
     (Vor Verden I/3 Christian Michelsen)
3 
overført
 (følelse, stemning av) ensomhet, tomhet, forlatthet
SITATER
  • den, der seer sit eget øde i [blanke arks] tomhed præget
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 64)
  • den eneste afbrydelse i ladestedets øde
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IV 122)
  • i tifold øde lå haven og huset, hvor toner søde mig nys berused
     (Henrik Ibsen Digte 53 1875)
  • der blev et forfærdeligt øde i ham
     (Alexander L. Kielland Fortuna 298 1884)
  • gadernes stille øde
     (Gabriel Finne To Damer 111 1891)
  • ikke ha’ noget at fylde livet med. Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg så ser
     (Henrik Ibsen Lille Eyolf 181 1895)
  • det er en sælsom følelse af forladthed og øde, som griber en, når en ser alle disse ruiner
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 275 1903)
  • ungerne i reden. – De hadde været den lille lune flekken i ødet [for Lavrans]
     (Sigrid Undset Kransen 361 1920)
  • det bitre øde i hans jammerlige liv aandet mot hende
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 159 1923)
  • ting og folk, som jeg møtte i gaternes sollyse øde, visnet hen for mit blik
     (Arnulf Øverland Brød og vin 90 1924)
  • elegier med melankolsk stemning, høstlig øde og nattlig uhygge
     (Francis Bull Studier og streiftog i norsk litteratur 151 1931)
  • polarnattens tause, grenseløse øde
     (Finn Havrevold Skredet 104 1949)