Det Norske Akademis Ordbok

årmann

årmann 
substantiv
UTTALE[å:`rman]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt ármaðr, første ledd til árr 'tjener, sendebud'
BETYDNING OG BRUK
om norske middelalderforhold
 kongelig eller kirkelig ombudsmann (godsbestyrer, skatteoppkrever e.l.), senere avløst av sysselmann
SITATER
  • [Tore Sel] var der [på Ågvaldsnes] aarmand. Tore var af ringe æt
     (Gustav Storm (oversetter) Kongesagaer (1900) 368)
  • som Olaf udstyrede sig til færden, beskikkede han sysselmænd og aarmænd til at varetage hans tarv under hans fravær
     (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 326 1899)
  • han utøver en sterkere og mer effektiv kongstjenende lokalstyring enn lendmann og årmann tidligere
     (Vera Henriksen Jarlefeiden 448 2003)