Det Norske Akademis Ordbok

vånde

Likt stavede oppslagsord
vånde 
verb
BØYNINGvåndet, våndet, vånding
UTTALE[vå`ndə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form vånde, til vånde (substantiv)
BETYDNING OG BRUK
refleksivt
 
vånde seg
 mest poetisk
 gi uttrykk for kroppslig eller åndelig smerte
; ynke seg
; jamre
; stønne
SITATER
  • o hevner en verden, der vaander sig under en dødeligs fod!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 30)
  • jf.
     
    [hulkenen] sig vaanded under sammenbidte tænder
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VI 206)
  • jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 19 1874)
  • som familjeforsørger må jeg jo vri og vånde mig under det
     (Henrik Ibsen Vildanden 180 1884)
  • «Å, nei ikke mere!» våndede hun sig
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker V 27)
  • den lille pinende, fortærende tanke, som han vaandet sig under
     (Sigrid Undset Vaaren 286 1914)
  • han hadde hørt en kvige vaande sig i bjørnevold
     (Sigrid Undset Husfrue 89 1921)
  • [den syke lå] i ørske. Etpar ganger vaandet han sig høit
     (Sigrid Undset Korset 255 1922)
  • [faderhjertet] vaandede sig ved tanken paa skilsmissen
     (Kristian Elster Samlede Skrifter I 112)
  • jf.
     
    formfullendte vers [ble] tvunget inn i toner som våndet sig under den forferdeligste stilblanding
     (Dagbladet 1932/257/4/5)
  • Norge og Danmark våndet seg under jernhælen
     (Aksel Sandemose Bakom står hin Onde og hoster så smått 75 1976)
     | fra artikkelen «Gjensyn med Stockholm» (1954)
  • den gamle sukket og våndet seg
     (Bergljot Hobæk Haff Den guddommelige tragedie LBK 1989)