Det Norske Akademis Ordbok

utlending

utlending 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLen; utlendingen, utlendinger
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
utlendingen
ubestemt form flertall
utlendinger
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[u:`tleniŋ]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt útlendingr
BETYDNING OG BRUK
1 
person fra et annet land
; person fra utlandet
SITATER
  • en udlænding har turdet krænke den hele nation
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VI 146)
  • jf.
     
    saakaldte «udlændinge» eller folk fra en fremmed bygd
     (Jens Andreas Friis Tilfjelds i ferierne 159 1876)
  • [de kom øyeblikkelig i slagsmål] udlænding mod indlænding
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 335)
  • der er dem, som siger, at jeg ikke er nordmand, fordi jeg bare er vestlænding, og bergenserne er jo udlændinger. Men er vi udlændinger, så har vi en nok så vid horisont
     (Edvard Grieg Artikler og taler 193)
  • franske, finske og andre utlændinger
     (Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden III 246)
  • [han] brøt paa maalet, som han kunde være utlænding
     (Sigrid Undset Korset 439 1922)
  • Gud taaler ikke en raner sin jevnkristen, selv om han er utlænding
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken II 1 1925)
  • utlendingene trakk kapitalen sin ut av norske prosjekter
     (Toril Brekke Bergskatt 238 2004)
2 
overført, mest bibelspråk
 (troende) person som føler seg fremmed (på jorden, i verden)
SITATER
  • [de som døde i tro] var fremmede og utlendinger på jorden
     (Hebr 11,13; 2011: fremmede og hjemløse)
  • jeg [Nagel] er en fremmed, en tilværelsens udlænding, Guds fixe idé
     (Knut Hamsun Mysterier 436 1892)
  • jf.
     
    jeg kom til å sette pris på ham som den utlending i verden han var
     (Jens Bjørneboe Før hanen galer 70 1952)