Det Norske Akademis Ordbok

tøyte

tøyte 
substantiv
BØYNINGen; tøyten / tøyta, tøyter
UTTALE[tøi`tə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra nedertysk toit, teut, töt, töte, av middelnedertysk tote, töte, eller fra flamsk tuite; trolig beslektet med tøtte
BETYDNING OG BRUK
muntlig
 lettferdig kvinne
 | jf. flane, flokse
SITATER
  • den frække tøite
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II,1 16)
  • mandlige tøjter
     (Henrik Ibsen Digte 143 1875)
     | karakterløse, foraktelige mannfolk
  • hun er ikke en tøite, at hun skulde efterhænge mig
     (Arne Garborg Trætte Mænd 150 1891)
  • De maa ikke jage mig ut av huset – som en tøite!
     (Bernt Lie Mot Overmagt 201 1907)
  • «Tøite,» sa Klara [papegøyen] som satt på buffeten
     (Alf B. Bryn Peter van Heeren mottar opdrag av enhver art 119 1938)
  • din lille tøyte!
     (Per Petterson Til Sibir 126 1996)
  • hun er ingen tøyte som trenger godkjennelse for å føle at hun er noe
     (Kari Bøge Lins bok 210 2002)