Det Norske Akademis Ordbok

stønne

stønne 
verb
BØYNINGstønnet, stønnet, stønning
UTTALE[stø`n:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt stynja 'stønne, sukke'
BETYDNING OG BRUK
1 
puste, sukke så tungt at det høres
EKSEMPLER
  • stønne av nytelse, velvære
  • stønne av smerte
SITATER
  • «Uh! uh!» stønnede manden borte i sengen
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 143)
  • [han] havde draget vejret tungt og ofte stønnet
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 198)
  • stønnende kvindeskrig
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 305)
  • Erling la en toskilling paa toften, men færgemanden stønnet at han kunde nok ikke veksle
     (Leo Lønn Dengang 99 1933)
  • pøbel! Hun stønnet det frem
     (Axel Jensen Joacim 165 1961)
  • de stønnet av oppgitthet
     (Markus Midré Lungene LBK 2002)
  • Iselin stønnet nedlatende
     (Eystein Hanssen Kokong 139 2021)
2 
overført
 gi fra seg lyd som minner om tungt pust, sukk
SITATER