Det Norske Akademis Ordbok

snerre

Likt stavede oppslagsord
snerre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLsnerret, snerret, snerring
preteritum
snerret
perfektum partisipp
snerret
verbalsubstantiv
snerring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[snæ`r:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelhøytysk snerren 'snakke', trolig lydord
BETYDNING OG BRUK
1 
om dyr, især hund eller ulv
 knurre og flekke tenner (og ville bite)
SITATER
  • i tiden længst forgangen råded der orangutangen. Han var skogens mand og herre; frit han turde slå og snærre
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 181)
  • overført
     
    stormen snerret mot tauet
     (Magnhild Haalke Åkfestet 94 1936)
  • bikkja krøp snerrende fram
     (Ola Bauer Forløperen LBK 1999)
  • overført
     
    et snerrende elvestryk
     (Hans Herbjørnsrud Vi vet så mye LBK 2001)
1.1 
overført, om person
 snakke innbitt, sint og utydelig
; frese
SITATER
  • [rådmannen] var en feed person med maadelig anlæg og en snerrende udtale
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 83)
  • [han] snerred gjennem skjegget
     (Gabriel Finne To Damer 8 1891)
  • – Hun er en ku, snerret maleren
     (Øvre Richter Frich Halvkunstnere 20 1925)
  • en hård, snerrende, uteskende latter
     (Nils Collett Vogt Oplevelser 80 1934)
  • far kneppet hendene hardt og snerret frem enslags bordbønn
     (Terje Stigen Monolitten LBK 1988)
  • – Hold kjeft! snerret jeg
     (Jan Christopher Næss Jotapata LBK 2001)
2 
litterært, nå sjelden, især om fugl
 skrike ilskt, hissig og hvesende
SITATER
  • [snekkene] tørner og snerrer som måger mod ravne
     (Henrik Ibsen Digte 197 1875)
  • [rypesteggen] sjener snerrende og skjendende ganske lavt bortover marken
     (Hans Aanrud Jo-karerne i Skarvangen 56 1923)
  • [ternen er] hissig og ilsk saa den snerrer høit
     (Gabriel Scott Blaaskjæl 13 1923)