slesviger
substantiv
BØYNINGen; schleswigeren, schleswigere 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
schleswigeren
ubestemt form flertall
schleswigere
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[sle:´svigər]
ETYMOLOGI
avledet med suffikset -er av stedsnavnet Slesvig (dansk form, tysk form Schleswig);
navn på område som var dansk hertugdømme frem til 1867, deretter tysk
BETYDNING OG BRUK
person som bor i, kommer fra Schleswig (dansk Slesvig)
i Tyskland
SITATER
-
de tydske schleswigere have ret, naar de ville høre til Tydskland
-
én af hans ridefogder, slesvigeren Brendel, som havde havt min oldefaders fortrolighed(Lys og Skygge 1908/nr. 6/7 Kristian F. Biller)| fra fortellingen «Dødningeuhret»
-
den gamle slesviger bragte ham et telegram