Det Norske Akademis Ordbok

skabilken

skabilken 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLet; skabilkenet, skabilkener
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
bestemt form entall
skabilkenet
ubestemt form flertall
skabilkener
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[skabi´lk(ə)n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra nedertysk schabülk 'ansiktsmaske; stygg person'; muligens til tysk dialekt Schabelle 'pall; stygg, stor kvinne'; jf. skabilkenhode
BETYDNING OG BRUK
håndverk
nå sjelden eller arkaiserende
 stygt, formløst vesen
; stygg, stakkarslig person
SITATER
  • dissonancer opløser den hele organisme og levner kun et huult, formløst skabilken
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 69)
     | vrengebilde
  • en af flokken, men veed ei hvilken, faldt paa at danne et stort skabilken
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 144)
  • [tiggerne var] alle tilhobe rene skabilkener
     (Elisabeth Cathrine Welhaven Fra gamle Dage 25 1871)
  • vær da aldrig ræd for så’nt et lidet skabilken
     (Henrik Ibsen Lille Eyolf 31 1895)
  • en ung diplomat, et skabilken uten talent
     (Sigurd Hoel Syndere i sommersol 40 1927)
  • det skinnhellige skabilkenet
     (Bergljot Hobæk Haff Sigbrits bålferd LBK 1999)