Det Norske Akademis Ordbok

pegasus

pegasus 
substantiv
BØYNINGen; pegasusen, pegasuser
UTTALE[pe:´gasus]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra gresk Pegasos, musenes vingede hest i antikk mytologi, fra renessansen dikternes vingehest (som de tenkes å ri opp til parnasset på)
BETYDNING OG BRUK
1 
(vinget hest som) symbol på diktning
; dikterisk inspirasjon
; dikterevne
SITATER
  • gamle vise om vild, ja vanvittig fantasie, om tøileløs pegasus
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III,1 211)
  • [han] turde løbe omkaps med berømte tydske pegasusser
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III,3 191)
  • hans pegas lænkes af politikens jernkjæder
     (Fra det nationale gjennembruds tid. Breve fra Jørgen Moe til P. Chr. Asbjørnsen og andre 105 (1834) Jørgen Moe)
  • foreldet
     
    pegasers gallopade
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 158)
  • foreldet
     
    der [fløt] omkring i hele huset de tyske digtere i violette omslag med lyrer og pegaser
     (Alexander L. Kielland Brev 1869−1906 III 88)
  • [sjefen må ikke tro] jeg har en pegasus, som går og vrinsker i arbejdstiden
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 127 1873)
  • Christie, der ellers ikke var kjendt for villighed til at sadle Pegasus, han havde alligevel dennegang rimet sammen en statelig sang
     (H. Wiers-Jenssen Laurentius 121 1923)
  • i sitt våpenskjold lot [Edvard Londeman (1680–1749)] sette en pegasus. Han var nemlig en habil dikter etter tidens smak og mening
     (Wilhelm Munthe Boknåm 192 1943)
  • min pegasus ble sist sett i nærheten av en forgiftet inspirasjonskilde og nå må jeg prøve meg på prosa
     (Tom Lotherington Den tredje tjeneren 12 1985)
  • hvad Sigrid Undsets Pegasus trænger er dressur og kultur
     (Tordis Ørjasæter Menneskenes hjerter 111 1993)
     | fra anmeldelse av Jenny i Morgenavisen
UTTRYKK
bestige/sale/ri sin pegasus
dikte
  • dikteren vil bestige Pegasus og ride til sitt parnass!
     (Tore Tveit York pub 213 2002)
2 
(navn på) stjernebilde på den nordlige himmelen