Det Norske Akademis Ordbok

oppirre

oppirre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLoppirret, oppirret, oppirring
preteritum
oppirret
perfektum partisipp
oppirret
verbalsubstantiv
oppirring
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
annet ledd fra nedertysk irren 'opphisse'
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 gjøre forbitret
; irritere sterkt
SITATER
  • [det er] bedre, at du ikke agter dette, som kun opirrer dem [dvs. de lærde] imod dig
     (Hans Nielsen Hauge Om Religiøse Følelser og deres Værd 42 1817)
  • opirre en, som længst er død
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 387 1873)
  • naar folk er vigtige og ubevægelige i ansigtet, saa kalder jeg det opirrende at se paa
     (Dikken Zwilgmeyer Inger-Johanne-bøkerne II 59 1915)
  • selve det at den unge drengen var saa skinnende vakker hadde opirret hende
     (Sigrid Undset Husfrue 314 1921)
2 
mer alminnelig i adjektivisk perfektum partisipp
 
oppirret
SITATER
  • begge søskende blev opirrede over hans haardhed
     (Clara Tschudi Goethes Moder 31 1916)
  • resten av dagen var jeg rastløs og oppirret som en tyrann før slaget
     (Axel Jensen Line 113 1959)