Det Norske Akademis Ordbok

mukke

mukke 
verb
BØYNINGmukket, mukket, mukking
UTTALE[mo`k:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk mucken, muligens lydord
BETYDNING OG BRUK
især i nektelse
 vise sitt mishag ved misfornøyd mumling
SITATER
  • [slagsmålet hadde] gjort dem saa rædde, «at de ikke torde mukke»
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 97 1879)
  • svinet mukker!
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 12 1873)
  • med objekt, foreldet
     
    [han røber gamle svermerier] ifald jeg mukker blot et ord mod kravet, som de skråler på i kor
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 121 1873)
  • [hun] mukkede i sit stille sind mod den fædrene visdom
     (Arne Garborg Trætte Mænd 159 1891)
  • den ældre bror begyndte at mukke fordi hin traakket ham i hælene
     (Sigrid Undset Husfrue 418 1921)
  • det nyttet dem ikke at komme og mukke mot [teaterregissøren]
     (Rudolf Muus Kristiania forstadsscener og deres skuespillere 47 1924)
  • han må ha hatt stor makt over de andre rektorene, for ingen av dem våget å mukke
     (Fredrik Skagen En by som ingen ainnen LBK 2004)
  • han mukka ikke over at han måtte ta den lange turen aleine
     (Maja Lunde Bienes historie 257 2015)
UTTRYKK
uten å mukke
uten å protestere, komme med mishagsytringer
  • regningen var drøy, men Moen betalte uten å mukke
     (Jørgen Gunnerud Byen med det store hjertet LBK 2009)
  • han drakk til og med surnet melk uten å mukke
     (Anne B. Ragde Eremittkrepsene LBK 2005)